Kinesisk viceguvernør besøgte Region Syddanmark

Viceguvernøren for den kinesiske Guangdong-provins, Xu Shaohua, besøgte Syddansk Sundhedsinnovation

Energi, sundhedsinnovation og turisme

En delegation fra den kinesiske Guangdong-provins, der er samarbejdspartner med Region Syddanmark inden for energi, sundhedsinnovation og turisme, besøgte Odense 10. maj 2016.

Delegationen talte bl.a. viceguvernør Xu Shaohua, og det er første gang, Region Syddanmark har haft besøg af en så højtstående kinesisk politiker, hvilket understreger det gode samarbejde mellem de to parter.

Under besøget blev viceguvernøren bl.a. præsenteret for cleantechklyngen CLEAN. Syddansk Vækstforum har tidligere på året støttet CLEAN’s øgede indsats i Guangdong-provinsen. Den øgede indsats skal bidrage til at udnytte det voksende kinesiske marked inden for energi-, miljø- og vandteknologi.

Formand for Udvalget for Regional Udvikling, Bo Libergren (V), udtaler:

- I Region Syddanmark har vi nogle helt særlige styrker inden for energiområdet. Samtidig er Kina inde i en rivende udvikling på netop det område, og derfor giver det rigtig meget mening at intensivere samarbejdet med Guangdong-provinsen, som vi i forvejen har gode relationer til.

Direktør i CLEAN, Carsten Orth Gaarn-Larsen, er ikke i tvivl om, at besøget har stor betydning:

- Den politiske opbakning er meget vigtig i et land som Kina, så når Guangdong vælger at sende en så højtstående person til Odense, er det et positivt signal om, at de ønsker grønne løsninger. CLEAN støtter op om denne agenda gennem dialog og konkretisering af projektmulighederne for vores danske virksomheder, der gerne vil have fat i det kinesiske marked, siger han.

Stor interesse for velfærdsteknologi

Under besøget blev viceguvernøren vist rundt i Syddansk Sundhedsinnovation i Odense, der er regionens enhed til udvikling af sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger.

Xu Shaohua og den øvrige kinesiske delegation på i alt syv topembedsmænd, fik en introduktion til Region Syddanmarks satsning på sundhedsinnovation og velfærdsteknologi ved Michael Evan Goodsite, direktør for regional udvikling og en præsentation af Welfare Tech, klynge for sundhed og velfærdsteknologi i Danmark ved Karen Lindegaard, seniorkonsulent. Endeligt præsenterede direktør Peder Jest Odense Universitetshospital, som i en årrække har samarbejdet med et stort hospital i Guangdong.

Christian Mercado, enhedschef, introducerede Syddansk Sundhedsinnovation og guidede delegation på en rundtur i Syddansk Sundhedsinnovations test faciliteter. Her fik delegationen blandt andet lejlighed til at se konkrete resulteter af SDSIs arbejde fx udvikling af en ny psykiatriseng i tæt samarbejde med Region Hovedstaden og CoLab Plug & Play 

Formand for Sundhedsudvalget og 1. næstformand for regionsrådet, Poul-Erik Svendsen (S), udtaler:

- I Region Syddanmark er vi dygtige til velfærdsteknologi, og samtidig er Kina generelt meget interesserede i at høre om vores erfaringer med, hvordan vi indtænker velfærdsteknologiske løsninger i designet af vores hospitaler. Derfor er det oplagt, at vi udveksler erfaringer på området, for det kan bidrage til at bane vejen for en øget eksport af velfærdsteknologiske løsninger.

Besøget sluttede med en rundvisning i H. C. Andersens Hus. Interessen for H. C. Andersen er stor i Kina, og forfatteren bidrager i høj grad til at trække købestærke kinesiske turister til regionen.

Yderligere oplysninger:

  • Poul-Erik Svendsen (S), formand for Sundhedsudvalget og 1. næstformand for regionsrådet, 2920 1200
  • Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling, 2920 1800
  • Carsten Orth Gaarn-Larsen, direktør i CLEAN, 2323 0000
Kinesisk viceguvernør besøgte Region Syddanmark

Kontaktperson i Syddansk Sundhedsinnovation
SDSI
Specialkonsulent
Thomas Clausen
+45 2920 1951
Thomas.Clausen@rsyd.dk