Adfærdsdata i sundhedsvæsenet

Syddansk Sundhedsinnovation/Region Syddanmark satte under Folkemødet 2018 fokus på brugen af adfærdsdata i sundhedsvæsenet

Danskerne opsamler med deres smartphones konstant og automatisk sundhedsadfærdsdata. Telefonen tæller bl.a. skridt og beregner hvor langt du går. Vores telefoner bærer altså på data, der potentielt vil kunne sige noget om danskernes sundhed og måske være værdifulde i en behandlingssammenhæng.

DataDonor-app til opsamling af adfærdsdata

Strøtanker tilbage i marts 2018 om hvordan man kunne få adgang til borgernes adfærdsdata førte til et offentligt-privat samarbejde med virksomhederne ProActive A/S og Microsoft.

I løbet af 2½ måned fik vi udviklet DataDonor app’en, og alle juridiske forhold omkring datasikkerhed mv. kom på plads med effektiv hjælp fra juristerne i Region Syddanmark. Læs mere om Data Donor appen hos ProActive A/S.

Data Donor appen som omdrejningspunkt for workshops og debatter

På Folkemødet downloadede knap 300 personer app’en og gav dermed adgang til deres adfærdsdata under Folkemødet.

Disse data dannede baggrund for to workshops, hvor deltagerne skabte bud på fremtidens løsninger til sundhedsvæsenet og tre debatter.

På en samskabelsesdebat blev offentlig innovation taget under kærlig behandling af improcomedygruppen De Klaustrofobiske Kosmonauter i samspil med et panel bestående af med innovationseksperten Christian Mercado, Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark, fremtidsforskeren Bogi Eliasen, Institut for fremtidsforskning og sygehusdirektøren, Peder Jest, OUH Odense Universitetshospital. Også spørgsmålet omkring datasikkerhed og dataetik blev debatteret.

Og endelig diskuterede panelet ved en afsluttende debat hvordan vi kommer videre og får bragt brugen af adfærdsdata ind på sygehusene.
Ud fra debatterne og de workshops kan det konkluderes, at patienterne er klar, teknikken er klar og at der er opbakning fra ledelsen til at tage adfærdsdata i brug i en klinisk kontekst.

Fællesstand på kæmpestranden

Syddansk Universitet, Region Syddanmark ved Odense Universitetshospital og Syddansk Sundhedsinnovation havde en fælles stand på Folkemødet 2018 med workshops, oplæg, debatter og dialog. Her blev der sat fokus på hvilke teknologiske løsninger fremtidens hospitaler tager i brug i samspillet med og inddragelse af patienter og pårørende.



Kontaktpersoner i Syddansk Sundhedsinnovation
Specialkonsulent
Iben Kromann
+45 2096 7597
iben.kromann@rsyd.dk

Specialkonsulent
Nina Charlotte Schack
+45 2920 1307
Nina.Charlotte.Schack@rsyd.dk