To syddanske nomineringer til Årets borgerinddragende initiativ 2017

Hjerterum i Børne og Ungepsykiatrien, Odense og børnevenligt Sygehus Lillebælt er nomineret til Årets borgerinddragende initiativ

Danske Regioner nominerer seks borgerinddragende initiativer i sundhedsvæsenet.

Prisen "Årets Borgerinddragende Initiativ" fokuserer i år på børn, unge og deres familier, og ud af 53 indstillinger er 6 initiativer nu nomineret til prisen. Blandt de seks nominerede er to fra Region Syddanmark.

Hjerterum i Odense

Hjerterummet åbnede i juni 2016, og er nu blevet indstillet og nomineret til Årets borgerinddragende initiativ. En bedømmelseskomité bestående af repræsentanter fra DSR, FOA, Danske Patienter, SIND, KL og regionerne har fundet frem til i alt seks nominerede blandt i alt 53 indstillinger fra hele landet.

Bedømmelseskomitéens begrundelse

Projekt Hjerterum er et godt eksempel på organisatorisk inddragelse af patienter, pårørende og personale i børne- og ungepsykiatrien i et udviklings- og innovationsprojekt. Bedømmelseskomitéen lagde vægt på, at initiativet har tænkt inddragelse i alle aspekter af processen, har bidraget med nye perspektiver for
både patienter og personale og har potentiale til at blive udbredt.

-Det er fantastisk at blive nomineret for årets borgerinddragende initiativ. Vi har nu haft hjerterum i knap et års tid, og vi kan se, at det virker, og både patienter og medarbejdere er glade for den nye indretning. Det har været med til at ændre vores kultur og vore arbejdsrutiner i en mere dynamisk og inddragende retning. At der så også er nogle udenfor vores afdeling, der har fået øje på konceptet og har nomineret os, det er jo bare en ekstra cadeau oveni, siger oversygeplejerske Lene Granhøj, Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.

Lys i psykiatrien

Projektet Deeskalerende Miljø er en del af initiativet ’Lys i Psykiatrien’ i Region Syddanmark. Det er ligeledes et strategisk projekt i forhold til forebyggelse af tvang i Psykiatrien i Syddanmark. CoLab Recovery & Rehab og Syddansk Sundhedsinnovation har drevet projekterne i samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatri Odense og Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland i Aabenraa

Læs mere hos Psykiatrien i Syddanmark.

 

Børnevenligt sygehus

Børneafdelingen på Sygehus Lillebælt, Kolding, er nomineret for projektet med at skabe et børnevenligt Sygehus Lillebælt.

Initiativet involverer blandt andet trolden Rumle, ensartet patientkommunikation og magiske handsker, der leder børnenes opmærksomhed væk fra de ofte lidt ubehagelige oplevelser, der kan forekomme på hospitaler. Blandt andet er MR-scanning blevet mere børnevenlig og besøget i akutmodtagelsen er blevet mindre skræmmende.

Med projektet "Børnevenlig scanning" skabte Røntgenafdelingerne i Kolding et tryghedsskabende lege-univers omkring MR-scanning af børn. Det gjorde det hele mere trygt og sjovt og førte til, at man kunne reducere antallet af børn der må bedøves før en scanning.

Projektet Hospital i børnehøjde betyder, at når børnene kommer ind på akutsygehuset i Kolding, kan de gå direkte ind til legeområdet, der er et aflukke for sig. Her er der bøger, LEGO, Ramasjang på fjernsynet og en stor legeambulance. Alt sammen noget, der kan fungere som adspredelse i ventetiden og som samtidig er kendte elementer i al det ukendte.



Kontaktpersoner i Syddansk Sundhedsinnovation