Ekspert i iværksætteri, Daniel Isenberg, rådgiver Region Syddanmark

Daniel Isenberg, en af verdens førende eksperter indenfor udvikling af økosystemer for vækstiværksættere, gæstede den 29. januar 2014 Forskerparken i Odense. Formålet var at sætte fokus på, hvordan Syddanmark kan lykkes med at blive et internationalt hot-spot for iværksættere indenfor dette forretningsområde.

Deltagere ved workshoppen var vigtige nøgleaktører i Syddanmark, der alle arbejder “hands-on” med iværksætteri indenfor det velfærdsteknologiske økosystem. Der var blandt andet repræsentanter fra Welfare Tech, Udvikling Fyn, Syddansk Universitet og Erhvervsstyrelsen.

Ved workshoppen fik deltagerne mulighed for at høre Daniel Isenbergs syn på hvad der skal til for at lykkes med iværksætteri. Og de fik lejlighed til at give deres bud på, hvad regionen kan gøre for at ruste sig til den globale kamp om at tiltrække de bedste iværksættere.

Det er Erhvervsstyrelsen og Region Syddanmark, som sammen har indledt samarbejdet med Daniel Isenberg.