Undervisningskoncept skal motivere unge til at vælge STEM

Undervisere fra Seden Skole, Odense Tekniske Gymnasium og SDU Civilingeniør i Velfærdsteknologi udvikler fælles undervisningskoncepter, der skal øge unges interesse for STEM-fagene.

Der var lagt op til et travlt projektmøde den 19. januar 2020, da undervisere fra Seden Skole, Odense Tekniske Gymnasium og SDU Civilingeniør i Velfærdsteknologi mødte op i Syddansk Sundhedsinnovation for at tage de første skridt i udvikling af et nyt fælles undervisningskoncept, der kan motivere flere unge til at vælge en uddannelse inden for STEM-fagene: Science - videnskab, Techonology - teknologi, Engineering -ingeniørvidenskab og Mathematics – matematik.

Afsættet er cases fra sundhedsområdet og de behov, som borgere og medarbejdere i fremtidens sundhedsvæsen stiller til nye sundhedsteknologiske løsninger.

Min identitet – Mit uddannelsesvalg

Som optakt til dagens arbejde holdt Rie Troelsen, leder af kompetenceudviklingscenteret ’SDU Undervisningspædagogik’ et oplæg om motivation.

Hun kom med en række input til, hvilke overvejelser projektdeltagerne i projekt SUNDT Af-STEMt skal gøre i forhold til at kunne motivere deres elever og hermed nå deres mål om, at flere unge vælger en uddannelse inden for STEM-fagene.

Rie Troelsen lagde vægt på, at vi skal tænke ’HVAD motiverer unge til at vælge STEM’, fremfor ’HVORDAN får vi de unge til at vælge STEM’.

For de unges uddannelsesvalg er i høj grad bestemt af et identitetsarbejde, der handler om ’HVEM jeg kan blive’, og mindre om ’HVAD kan jeg blive’.

De unge er med andre ord i en indre forhandling om der er overensstemmelse mellem deres forventninger og det de oplever i praksis. Deres opmærksomhed er rettet mod, HVEM jeg kan blive? Om en STEM-uddannelse kan passe til mig? Til det menneske, som jeg gerne vil være?

Det betyder, at rollemodeller er vigtige. Rollemodeller, som de unge kan spejle sig i, i deres identitetsarbejde hen imod uddannelsesvalg. Både unge rollemodeller, der kan lede dem videre fra folkeskolen, til ungdomsuddannelsen, til videregående uddannelse. Og voksne rollemodeller, der kan give dem billeder af, hvem de kan blive med en given uddannelse.

- De unge vælger ofte STEM fra, fordi de synes STEM ikke giver dem mulighed for at udleve deres identitet. Og det er en udfordring, som projektet skal forholde sig meget tydeligt til.

Der var også en diskussion af interesse. Her talte Rie Troelsen om holdningsinteresse og handlingsinteresse. For selvom en ung udtrykker interesse for STEM betyder det ikke nødvendigvis, at hun også vælger en STEM-uddannelse.

- Er man fx interesseret i naturen som oplevelsessted. Eller er man interesseret i naturen som genstand for skolefaget. Eller er man interesseret i de uopdagede sammenhænge og forklaringer på naturlige fænomener?

Endelig sluttede Rie Troelsen af med at sige,

- De unge leder også efter tværfaglighed – de er nemlig lidt bange for at lukke døre for sig selv.

Og netop det ligger integreret i projekt SUNDT Af-STEMt.

Brobygning mellem uddannelserne

En vigtig del af projektet er at understøtte overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse og fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse.

Denne brobygning skal ske ved at styrke relationerne på tværs og øge kendskabet til kommende uddannelsesniveau. Udgangspunktet er et fælles undervisningskoncept, som tager afsæt i sundhedsfaglige cases, der afspejler behov til fremtidens sundhedsteknologi

På tværs af uddannelserne bliver der udviklet og anvendt ensartede modeller og processer for, at eleverne kan arbejde med udvikling og anvendelse af teknologi på sundhedsområdet. Men naturligvis bliver casene tilpasset det specifikke undervisningsområde og uddannelsesniveau så de mest komplekse problematikker og perspektiver behandles på universitetsniveau, gående mod mindre kompleksitet på hhv. gymnasium og i folkeskole.

På mødets sidste del blev projektdeltagerne bedt om at skitsere de første konturer til et undervisningskoncept, som det ideelt kunne se ud på de enkelte skoler, altså uden hensyntagen til deres projektpartnere.

På Seden Skole forestiller de sig, at projektet integreres som 10 hele STEM-valgfagsdage. Fem dage i efteråret og fem i foråret. Det er vigtigt for skolen at arbejde meget konkret med projektet. Meget gerne så det udmønter sig i et konkret produkt, fx en app med et forebyggelsesmål eller et hjælpemiddel

Odense Tekniske Gymnasium ser de mange muligheder for at brobygge med fælles cases, hvor alle parterne er involveret. SUNDT Af-STEMt bliver del af elevernes studieretningsprojekt, som ligger om foråret. Det er et længere forløb, som giver eleverne god mulighede for virkeligt at fordybe sig.

Underviserne på OTG forslog i deres oplæg en case med et ungt trafikoffer og dennes rejse gennem indlæggelse, genoptræning og hjemkomst.


Underviserne fra Odense Tekniske Gymnasium fremlægger deres tanker 

Syddansk Universitet kan projektet blive en del af de studerendes arbejde på 2. og 3. semester, som handler om bevægelse- herunder biomekanik.
Alle tre parter lagde vægt på at casene skal give mening på tværs af uddannelsesniveau.

Det videre forløb - De første konturer af et undervisningskoncept

Projektparterne skal på de kommende møder arbejde videre med at samle deres individuelle forslag til en undervisningsmodel til et fælles koncept, herunder skal der ses yderligere på de tværgående aktiviteter og brobygningen. Derudover skal der fastsættes rammer og krav for de cases, som danner basis for undervisningen. Så det bliver tydeligt hvad casene skal kunne – både i forhold til underviserne og i forhold til eleverne/de studerende.

Projektet er finansieret af midler fra Region Syddanmarks Uddannelsespulje 2019.

FAKTA

Projektperiode: 1. januar 2020 til 31. sept. 2022.

Projektet samarbejdspartnere:

I projektets 2. år bliver der tilknyttet yderligere to folkeskoler: Agedrup skole og Risingskolen.

Finansiering: Projektet er finansieret af midler fra Region Syddanmarks Uddannelsespulje 2019.



Læs mere om projektet
Sundt Af-STEMt



Kontakt
SDSI
Innovationskonsulent
Anna Lyster-Clausen
+45 2475 7676
Anna.Lyster-Clausen@rsyd.dk