Højt aktivitetsniveau i Syddansk Sundhedsinnovation i 2019

Omkring 6.300 gæster besøgte Syddansk Sundhedsinnovation i 2019. De kom som nationale og internationale delegationer, de deltog i vidensarrangementer, workshops og møder

Med et rekord stort antal besøgende i Syddansk Sundhedsinnovation (SDSI) har 2019 været et ekstraordinært travlt år.

De kom fra hele verden

I 2019 modtog Syddansk Sundhedsinnovation 30 delegationer med over 600 personer, heraf var omkring 30 % udlandet. De kom fra alle dele af verden, fx oversøiske lande som Japan (tre forskellige delegationer), New Zealand og Taiwan og fra Europa blandt andet Sverige, Finland, Tyskland og England.
Herudover var der delegationer fra de franske og australske ambassader i Danmark. Efterfølgende besøgte en fransk virksomhedsdelegation SDSI, og enhedschef Christian Mercado blev inviteret til at holde oplæg om telemedicin og implementering ved en konference på Macquarie University, Australien.

Arrangementer trak fulde huse

En væsentlig del af SDSIs virke er at være videnscenter om blandt andet telesundhed, sundhedsteknologi, robotinteraktion og servicedesign, ligesom vi ønsker at skabe kontakt og samarbejde med virksomheder.

I forlængelse af dette har SDSI været arrangør og vært for 16 events og 104 workshops afholdt i vores haller.

Det har blandt andet handlet om en stor AI-konference, møder i et nyt regionalt AI-netværk og netværk for mobile robotter og indkøb af robotter, fyraftensmøde om Etik og teknologi, mødet knyttet til det nationale projekt Digitalt graviditetsforløb, afslutningsevent i Geri-kuffertprojektet, Girls Days in Science, videotemadag og netværksmøde om Wayfinding.

Konferencen ”AI i fremtidens sundhedsvæsen” trak mere end 180 deltagere. Her præsenterede klinikere, forskere og virksomheder cases med brug af kunstig intelligens på akutområdet, det præhospitale område og indenfor billeddiagnostik. Derudover præsenterer førende AI-virksomheder den teknologi, der kan håndtere store mængder af data.

Ved en stor temadag om tværsektoriel anvendelse af video i maj 2019 var mere end 80 deltagere mødt op. Her blev der vidensdelt om succesfuld implementering af video både i de sundhedsprofessionelles kommunikation med patienter og i den tværsektorielle kommunikation mellem sundhedsprofessionelle på sygehuse og i kommuner.

I 2019 tog det nationale projekt med at udvikle en digital løsning til graviditetsforløb fart. Og SDSI lagde blandt andet rum til flere workshops med brugerinddragelse for at sikre brugernes input til de forskellige moduler i en kommende digital løsning.

Projektleder Lone Dalager Kristensen, Syddansk Sundhedsinnovation forklarer,

- Vi inddrager alle brugerne hele vejen og udvikler til en start en minimumsløsning, der i første fase bliver en digitalisering af den nuværende vandrejournal, det vil sige med de oplysninger, der er på den i dag. Vi går efter tekniske løsninger, der spiller sammen med eksisterende systemer hos praktiserende læger, i kommunerne og på sygehusene.

Igen i 2019 var SDSI del af den landsdækkende kampagnedag Girls Day in Science. 40 piger fra 8.-9. klasse fra Sct. Hans og Vestre skole i Odense mødte 29. august op i SDSI for at blive klogere på udvikling af teknologiske løsninger til fremtidens sundhedsvæsen.

Endeligt trak også fyraftensmøde om etik og teknologiudvikling i sundhedsvæsenet trak fulde huse.

Samlet havde de 16 event godt 1.900 og de 104 workshops omkring 1.700 deltagere.

WHINN - Week of Health & INNovation

Som noget helt ny fandt WHINN 2019 sted under paraplyen Campus Odense med lokaliteter på Syddansk Universitet, Syddanske Forskerparker og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Syddanske Forskerparker og Syddansk Sundhedsinnovation fungerede som WHINNs centrale mødested.
Tilbagemeldinger fra de ca. 900 deltagere fordelt på 5 konferencespor var meget positive. Også mange virksomheder deltog i WHINN. Nogle med en stand på udstillingen, andre med indlæg og cases på flere af konferencesporene. Og virksomhederne var begejstret for årets WHINN-format.

Hanne Hansen-Nord fra NewIcon fortæller,

- WHINN er et fantastisk setup, for at bringe relevante personer sammen og de ”nye”omgivelser for WHINN, er i min optik et ekstra plus, da mindre plads gav den tætte gode dialog. Vi glæder os til WHINN 2020.