Tværsektoriel anvendelse af video

Video bruges mere og mere i sundhedsprofessionelles kommunikation med patienter og i den tværsektorielle kommunikation mellem sundhedsprofessionelle på sygehuse og i kommuner

80 deltagere var i starten af maj 2019 mødt op til temadag om tværsektoriel anvendelse af video i Forskerparken i Odense. Deltagerne kom fra de syddanske kommuner og Region Syddanmark.

Formålet med dagen var at få præsenteret det materiale, som arbejdsgruppen under Følgegruppen for velfærdsteknologi og telemedicin har udarbejdet, som et understøttende redskab til at gøre implementeringen lettere. Materialet blev godkendt i det Det Administrative Kontaktforum (DAK) den 24. januar 2019 og består af gode råd om, hvordan man kommer i gang med videomøder med vejledning til både borger, mødedeltager og mødeleder.

Samtidig var formålet med temadagen at vidensdele i forbindelse med implementeringen i SOF’erne (de lokale samordningsfora) – og dermed blive mere konkret på, inden for hvilke områder, Følgegruppen kan hjælpe SOF’erne på vej til at opnå en mere succesfuld implementering.

Teletolkning, telemedicin, videosamtaler og genoptræning

Region Syddanmark har gennem mange år været i front, når det gælder anvendelse af video i sundhedsvæsenet.

Det startede allerede tilbage i 2012 med brug af videotolkning i stedet for fremmødetolkning ved konsultationer. I starten på sygehusene, men i dag er teletolkning også udbredt i almen praksis. Andre eksempler er brugen af videofilm til genoptræning efter fx knæskader, hvor man på den virtuelle genoptræningsportal Genoptræn.dk finder 100-vis af videoer, hvor uddannede fysio- og ergoterapeuter aktivt viser og guider borgeren i at udføre øvelserne korrekt. Desuden brug af video til udskrivningssamtale og senest også til kompetenceudvikling.

Erfaringer med brug af video

Som et eksempel på brug af video præsenterede Trine Ungermann Fredskild, Sygehus Sønderjylland og Trine Helverskov, Telepsykiatrisk Center Odense, deres erfaringer omkring kompetenceudvikling.
Efterfølgende fortalte Anita Lerche, specialkonsulent, Praksisafdelingen i Region Syddanmark om hvordan det videoudstyr, der allerede findes i mange lægepraksisser i Region Syddanmark anvendes til alt lige fra teletolkning, videokonference med kolleger mm. Endelig gav Claus Terkelsen, Syddansk Sundhedsinnovation en introduktion til Min Læge app’en og dermed de fremtidige muligheder, der ligger i anvendelse af app’en.

Videre implementering af video

Ved eftermiddagens workshop arbejdede deltagerne under fire overskrifter med nye muligheder for anvendelse af video:

  • Udskrivningskonference
  • Netværks- og samarbejdsmøder omkring borger/patient herunder specialistrådgivning
  • Borgerrettet/patientrettet kontakt
  • Møder på tværs af administrative afdelinger.

De mange inputs fra dagen bliver samlet og sendes til deltagerne og bliver tilgængeligt på Region Syddanmarks hjemmeside.






Kontakt
Specialkonsulent
Tine Kongsted Eefsen
+45 6161 4995
tke@rsyd.dk

Chefkonsulent
Svend Holm Henriksen
+45 2920 1169
Svend.Holm.Henriksen@rsyd.dk