Steno Diabetes Center Odense inddrager brugerne i byggeprocessen

Borgere med diabetes fik en virtuel rundtur i det kommende Steno Diabetes Center Odense, som forventes klart i slutningen af 2022

Steno Diabetes Center Odense bliver en integreret del af Nyt Odense Universitetshospital. Og i forbindelse med planlægningen af byggeriet har Syddansk Sundhedsinnovation gennemført en brugerproces hvor klinikere, driftspersonale og nu borgere er inddraget i byggeprocessen.

Kristine Kjærsig, specialkonsulent og arkitekt i Syddansk Sundhedsinnovation, forklarer om brugerprocessen.

- Det er et rigtigt vigtigt tidpunkt, vi inddrager patienterne på. De kliniske funktioner er lagt nogenlunde fast, men detaljer omkring ankomsten og indretningen af de mange opholdsområder er ikke på plads endnu. Vi er optaget af at fastholde brugernes stemme i planlægningen. Det har stor værdi, at det er patienternes egne udsagn og ikke blot vores fortolkninger, der når de planlæggende arkitekter. Der skal i sundhedsarkitektur altid være en balance mellem funktion og æstetik.

Virtuel Reality supplerer plantegninger

Dagens brugerworkshop havde tre lag. Først præsenterede Kristine Kjærsig de klassiske plantegninger af byggeriet med placering af adgangsforhold, elevatorer, atriumrum, trapper, cafe og behandlingsrum mv.

I det andet lag blev brugerne via QR-koder teleporteret ind i SDCO-bygningen. På iPad’en kunne de derefter swipe sig rundt i blandt andet bygningens flotte atriumrum, som er åbent hele vejen op gennem bygningens 5 etager. Det virkede meget effektfuldt.

Som det sidste lag fik brugerne de store VR-briller på så de med hovedbevægelser og et joy-stick kunne bevæge sig rundt i bygningen og få en oplevelse af bygningens rumlige dimensioner og indretning.

Brugerne var meget begejstret for kvaliteten af virtuel reality-oplevelsen og var enige om, at det giver en helt anden indsigt i hvordan bygningen kommer til at se ud. En indsigt som kig på tegninger slet ikke kan give.

Mads og hans mor, som begge har diabetes, var enige:

- Det er vildt flot. Et sindsygt flot rum. Træ og beton er en god kombination (13-årige dreng)

- VR giver en helt anderledes og virkelig indsigt i bygningen, det er meget bedre end at kigge på tegninger (mandlig bruger).

Under hele VR-turen gav brugerne løbende udtryk for deres oplevelser af bygningens forskellige arealer og rum.

Nogle af de forhold, der blev drøftet var adgangsforholdene og indretning af blandt andet torvet i det store atrium, cafeområdet og opholdsnicher og der var enighed om, at det meget åbne koncept er stort og flot.

En kommentar, der gik igen blandt brugerne, var, at det også skal være muligt at være sig selv. Så der bør også tænkes i skærmede områder, hvor man efter behov kan trække sig lidt tilbage.

Også vigtigheden af hele informationsdelen og wayfinding, blev drøftet. Disse to faktorer er ikke tænkt ind endnu, men brugerne pointerede, at information og wayfinding er af stor betydning for at man føler sig trygge ved ankomsten.

Samlet er der store forventninger til det nye Steno Diabetes Center i Odense.

- Det bliver åbent, lyst og venligt, et rart sted at være (kvinde).

Studerende får værdifuld erfaring fra virkeligheden

Nyt OUH, SDCO og SDSI har samarbejdet med UC Lillebælt om udvikling af VR til brugerprocessen.

Seks studerende fra UC Lillebælts bygningskonstruktør-uddannelse har udviklet de tekniske løsninger med brug af QR-koder til at sende brugerne ind i et virtiuelt univers og videre for udvikling af VR.

Mikkel Toppel Andersen underviser på bygningskonstruktør-uddannelse på UCL. Han er meget glad for samarbejdet fordi det bringer praksis ind i uddannelsen. Samtidigt fortæller han, at byggebranchen ser et stort potentiale i at bruge VR og andre digitale metoder som et vigtigt kommunikationsredskab i fremtiden.

- VR er ikke for sjov. Det visuelle element i VR fortæller historier, som gør det til et kommunikationsredskab, der simulerer byggeriet inden der bygges. Det gør det muligt at brugerteste både indretning, men også fx logistikløsninger, inden der bygges. Det er med til at støtte beslutningstagning og kvalificere byggeriet.

Nyt navn men samme tilbud til syddanske diabetespatienter

Novo Nordisk Fonden donerede i 2016 1,4 mia. kr. til Region Syddanmark til finansiering af et nyt Steno Diabetes Center på OUH, som skal højne diabetesindsatsen i hele Region Syddanmark de næste 10 år.

Steno Diabetes Center Odense (SDCO) åbnede 1. januar 2018 i lokaler på Odense Universitetshospital og er godt igang med at etablere et bredt tilbud for diabetes patienter fra hele regionen, styrke samarbejdet i regionen mellem regionenes sygehuse og mellem sektorer og andre aktører.

Når Nyt Odense Universitetshospital står klart i 2022 står også et nyt Steno Diabetes Center Odense klart med et ambulatorium på 12.000 brutto m2.  Læs mere på ouh.dk.

 

 



Kontakt
SDSI
Specialkonsulent, arkitekt
Kristine Nielsen
+45 2920 2204
kn@rsyd.dk