Guide til samskabelse med børn og unge i psykiatrien

Som led i projekt ’Viden Viser Vej’ har Psykiatrien i Region Syddanmark udarbejdet en guide til samskabelse i børne- og ungdomspsykiatrien. Guiden giver en introduktion til begrebet samskabelse samt anbefalinger og konkrete tips til planlægning af samskabelsesprocesser med børn og unge i psykiatrien

Viden viser vej

Guide til samskabelse med børn og unge i psykiatrien er udarbejdet som led i projekt 'Viden viser vej' og blev første gang præsenteret i forbindelse med kick out for projektet. Formålet med projektet har været at udvikle en ny kommunikationsplatform, der skal formidle relevant viden – på børnenes og de unges præmisser.

Netop fordi udgangspunktet var, at det skulle ske på børnenes og de unges præmisser, har hele fundamentet for projektet været at udvikle kommunikationsplatformen i tæt samspil med målgruppen. Børn og unge skulle være medudviklere af løsningen – ikke blot modtagere.

Guiden baserer sig på de erfaringer, der er opnået i projektet, men også på erfaringer fra en række andre projekter i Psykiatrien i Region Syddanmark og landets andre regioner. Guiden er således udviklet i tæt samspil med fagfolk og brugere fra hele landet. Det betyder, at anbefalingerne i guiden ikke bygger på et projekt alene, men er summen af en række aktørers erfaringer og bidrag.

Guiden er især målrettet medarbejdere i psykiatrien, der gerne vil sætte patienten og de pårørende først, men savner inspiration til at gøre det i praksis. Men guiden henvender sig også til pårørende, patienter eller tidligere patienter, som gerne vil forbedre psykiatrien på baggrund af egne levede erfaringer – men som savner konkrete ideer til, hvordan det kan ske i praksis. Ligesom at guiden forhåbentlig kan inspirere andre aktører i psykiatrien.

- Vi håber, at guiden kan være inspirationsmateriale for andre, der arbejder med forbedring og udvikling i særligt børne- og ungdomspsykiatrien, og at den kan bidrage til, at samskabelse i højere grad bliver hverdagspraksis, siger Kirstine Skytt Mikkelsen, projektleder på Viden Viser Vej. 

Projekt Viden Viser Vej var forankret i Psykiatrien i Region Syddanmark og var finansieret af VELUX FONDEN.

Hent Guide til samskabelse med børn og unge i psykiatrien.