ETIK og teknologiudvikling

Fyraftensmøde om etik og teknologiudvikling i sundhedsvæsenet trak fulde huse i Syddansk Sundhedsinnovation

Digitale teknologier og robotter er udbredt i det danske sundhedsvæsen. Og de fleste er enige om, at de nye teknologier er vigtige for, at fremtidens sundhedsvæsen kan imødegå udfordringer omkring finansiering og demografisk udvikling.

Men når teknologien kommer ind i privatsfæren uanset om det er i borgerens eget hjem, eller på plejehjem og sygehuse opstår der etiske dilemmaer.

Ved fyraftensmøde den 15. maj 2019 i Syddansk Sundhedsinnovation var omkring 70 deltagere mødt frem for at høre Jacob Birkler, filosof, ph.d. og fhv. formand for Etisk Råd, holde oplæg om de etiske perspektiver i teknologiudviklingen i sundhedsvæsenet.

Teknologi og nærvær – Menneske og maskine

Jacob Birkler fokuserede i sit oplæg på de såkaldte relationsteknologier, det vil sige teknologier eller robotter, som indebærer en relation, et forhold mellem menneske og maskine. Eksempler er blandt andet robotstøvsuger, sporingsteknologier og sælen Paro.

Jacob Birkler lagde ud med at sige, at teknologi ikke i sig selv kan være uetisk. Det er menneskers brug af teknologi, der giver anledning til etiske dilemmaer.

I hverdagen handler det om at finde den rette balance mellem teknologifascination og teknologifjendskhed. Og det handler om, at vi hver især i vores møde med teknologien ser os rigtigt godt for og har blik for det menneske, som ’udsættes’ for teknologien.

For etik handler om optik. Om synet på mennesket og om hvilke ord vi bruger. Taler vi om belastning, udgift, byrde? Eller om betydning og værdi? Og er vi opmærksomme på de individuelle rammer, som teknologien kan være med til at skabe? Jacob Birkler forklarer,

- Vi skal afstemme, hvad det betyder at være den man er. Og så skal eller kan vi bruge teknologien til at skabe rammer for, at borgeren kan være den hun er.

Og det er svært. For det som skaber frihed for den ene, føles uværdigt for den anden. Hr. Hansen vil gerne bruge ble, for det sætter ham fri til at leve sit liv, mens fru Olsen føler det dybt uværdigt.

De tre etiske lakmusprøver

Om en teknologi indebærer et etisk dilemma, kan afgøres ved at udsætte den for de tre etiske lakmusprøver.

  • Kræver teknologien at man indgår i en relation med den?
  • Supplerer eller erstatter teknologien nærvær?
  • Kan borgeren fravælge teknologien?

Men selv med de tre etiske lakmusprøver giver etikken sjældent et enkelt og entydigt svar på, om en teknologi er god eller dårlig. Eller snarere om teknologien gør noget godt eller dårligt for det menneske, som skal bruge den. Det som etiske overvejelse bidrager med er, at vi husker at reflektere over om det vi gør, er det rigtige, eller om vi burde have gjort noget andet. Og derfor på baggrund af erfaring bør gøre tingene om.

Jura, praktik og etik

I vores handlinger er vi styret af jura, praktik og etik. Juraen sætter rammerne for det vi skal gøre ifølge lovgivningen. Praktikken er baseret på erfaring og det vi kan gøre. Og etikken giver retning for det vi bør gøre.

Etikken bliver især synlig når jura, praktik og etik giver os forskellige svar på et dilemma. Så er det, at vi som mennesker - hjemmehjælpere, sygeplejersker og læger, udviklere, konsulenter og ledere bliver udfordret i at gøre det rette.

Jens Strandbech, projektleder i Syddansk Sundhedsinnovation, som selv har forsket i brugen af sociale og menneskelignende robotter i sundhedssektoren, kommenterede i den afsluttende debat på de udfordringer, som jura, praktik og etik- tredelingen giver.

- Min erfaring er, at udviklingen går hurtigere end etikken, som går hurtigere end juraen. Juraen og etikken formår ikke at følge med praktikken og de gode erfaringer, som teknologien giver os.

På den måde blev det tydeligt for alle, at også i den konkrete hverdag bliver vi nødt til hele tiden, at drøfte de etiske dilemmaer, som udviklingen bringer med sig.

 

Fyraftensmøde var arrangeret i et samarbejde mellem Syddanske Forskerparker, MedCom og Syddansk Sundhedsinnovation.



Kontakt
SDSI
Innovationskonsulent
Anna Lyster-Clausen
+45 2475 7676
Anna.Lyster-Clausen@rsyd.dk

SDSI
Eventkonsulent
Katrine Maruri
+45 2167 3071
kmz@rsyd.dk