Store tanker og AI diskussion

Mere end 180 deltagere var mødt op til konferencen ”AI i Fremtidens Sundhedsvæsen” den 12. september 2019 hvor højt kompetenceniveau, spændende oplæg og tanker om fremtiden dannede grobund for interessante overvejelser

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen bød velkommen til en dag med state-of-the-art projekter indenfor kunstig intelligens på akut området, det præhospitale område og billeddiagnostik. Dagen var arrangeret af Welfare Tech, Medcom og Syddansk Sundhedsinnovation.

Philip Maurer, Head of Customer Engineering hos Google fulgte efter med en indflyvning, der bl.a. beskrev hvordan kunstig intelligens kan være med til at løse en række forskellige opgaver eks. i forbindelse med ansigtsgenkendelse.

Patienten i fokus - altid

Herefter fulgte 10 oplæg ved forskere, klinikere og virksomhedsrepræsentanter. I flere af oplæggene blev vigtigheden af at have patienten i fokus gentaget og fremhævet.

I et tredobbelt oplæg ved Claus Duedal Pedersen, Mette Maria Skjøth og Benjamin S. B. Rasmussen  fra Odense Universitets Hospital, der omhandlede OUHs store forventninger til udviklingen i AI og de potentialer der er for forbedring og udvikling – stadig med det formål at behandlingen skal gøres bedre for patienten.

Forskningsleder og professor ved Syddansk Universitet, Jane Clemensen, nævnte ligeledes hvordan AI, og teknologi generelt, aldrig må opfattes som andet end et redskab. Det må ikke udskifte den menneskelige kontakt sundhedspersonale og patient imellem – selvom det er let at blive forelsket i teknologi, som hun også understregede.


Forskningsleder og professor ved Syddansk Universitet, Jane Clemensen.

AI som værktøj til at gennemse scanningsbilleder

Under en veloplagt, nærmest sundhedsvæsenets svar på Keld og Dirch, som konferencier Morten Givskud bemærkede, indtog overlæge på OUH Ole Graumann og CEO hos Cerebriu Robert Lauritzen, scenen. De ping-pong’ede sig vej gennem deres oplæg omkring radiologisk klinisk patientorienteret AI. Også her blev værdien af den menneskelige kontakt fremhævet. Ole Graumann beskrev problematikken for lægen, der på nuværende tidspunkt forventes at kunne gennemse utallige scanningsbilleder dagen igennem med lige stor koncentration. Her kan AI gå ind og løse en tung opgave, der vil frigøre lægen til sin primære opgave: patientkontakt. En pointe, som blev understøttet af praktiserende læge og professor ved Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet, Martin Bach Jensen, i hans præsentation af mulighederne for at bruge AI i almen praksis.

AI hjælper med monitorering af patienter

Thomas Schmidt, adjunkt ved Mærsk Mc-McKinney Møller Instituttet, kom med et konkret eksempel på et projekt, hvor man har udviklet et system, der kan hjælpe sygeplejersker med at monitorere patienter, der ikke er højrisiko, men som uventet kan opleve en forværring, der kan være fatal. Det nuværende system opfanger ikke de udsving i patientens målinger, der ikke udløser alarm. Her vil AI kunne hjælpe med at opdage den slags udsving.

Oplæg fra virksomhederne Enversion, Corti, MDClone og IBM gav publikum et virksomhedsperspektiv af udviklingen af AI-løsninger til sundhedsvæsenet. Her blev der bl.a. fremhævet at sundhedssektoren nogle gange bevæger sig meget langsomt i forhold til de mere dynamiske virksomheder. Det gør den, ifølge Jacob Høy Berthelsen, CEO i Enversion, fordi der er for mange parter, der vil til orde: ”Jo flere parter, jo lavere innovationshøjde”, udtalte han.

Hanan Drobiner, EU Sales Director i MDClone, gav os et indblik i, hvordan syntetiske data kan supplere ægte data og dermed åbne nye muligheder for forskning. At dømme på spørgsmålene til hans oplæg var der flere, som så interessante perspektiver i dette nye felt.

Mathias Karlsson, Chief Medical Officer i IBM fortalte os om nogle af deres AI- projekter og hvordan de er drevet af et stigende behov for at tage digitale løsninger i brug – ikke for digitaliseringens skyld, men for patienternes skyld.

Intet svar er også et svar

Chief Technology Officer hos Corti, Lars Maaløe, beskrev en af udfordringerne ved billedgenkendelses-AI.

For at gøre det mere konkret beskrev han, hvordan AI eksempelvis kan skelne mellem billeder af hunde og katte. Men hvis AI’en får et billede af en ræv, så kommer AI’en i problemer. Her vil AI’en kategorisere ræven som enten hund eller kat, selvom det rigtige svar ville være ”ved ikke”. Det er vigtigt, at AI’en ved, at den ikke skal give et svar, bare for at svare – og dermed sige at en ræv er en kat. Et sådant scenarie hvor AI’en diagnosticerer en sygdom bare for at diagnosticere en sygdom kan potentielt være katastrofalt i en sundhedssammenhæng. Dette pegede hen mod en pointe, som var fremtrædende i den afsluttende etiske debat, nemlig at beslutninger i sidste ende altid skal træffes af et menneske – AI skal kun ses som et værktøj, som kan hjælpe til at tage bedre beslutninger.


Lars Maaløe, Chief Technology Officer hos Corti.

Afsluttende debat

Ved den afsluttende debat diskuterede fem eksperter dagens temaer, ligesom publikum også blev bedt om at fremhæve de absolut mest presserende emner inden for AI-området, så debatten kunne fokusere på de vigtigste potentiale- og problemområder.

Blandt spørgsmålene var hvordan man undgår, at patienten bliver bange for teknologien og etikken ved ikke at bruge data, selvom det er tilgængeligt. Er det etisk forsvarligt? Slutteligt blev det konstateret, at det er vigtigt, at vores digitale kompetencer følger med udviklingen, og at vi ikke lader stå til, for udviklingen sker hele tiden. Vi er nødt til at være medskabende og påvirke udviklingen i den rigtige, brugbare retning.

Alt i alt var det en fremragende dag, hvor der blev udvekslet mange erfaringer. Både deltagere og oplægsholdere gav udtrykt for stor tilfredshed med konferencens udtryk, professionalitet og generelle program. Det kom også til udtryk i vores tilfredshedsundersøgelse, hvor 90 % gav konferencen 5/5, mens de resterende gav en vurdering på 4/5.

Pointer fra dagen

  • Inddrag brugerne i processen, så de er med fra idé- til implementeringsfasen
  • Teknikere og klinikere skal lære at tale samme sprog for maksimalt udbytte og udnyttelse af potentialet i kunstig intelligens
  • Hav patienten i fokus – AI-teknologien er kun et redskab og må ikke resultere i, at øjnene rettes mod en skærm fremfor en patient
  • Et mere dynamisk sundhedsvæsen i fremtiden, der er fleksibelt, og som er i stand til at gå i flere forskellige retninger i forhold til i dag.

Enorm interesse

Interessen for at deltage i AI-konferencen var overvældende. For at efterkomme interessen var der opsat live-streaming, så alle kunne tage del i hvad eksperterne indenfor AI i sundhedsvæsenet havde at fortælle. Det var en dag hvor interessen for emnet var helt i top.

Se flere billeder fra AI-konferencen.