INVITATION til Forskningens Døgn

Syddansk Sundhedsinnovation og Syddanske Forskerparker inviterer i regi af Forskningens Døgn 2018 til en spændende dag, der stiller skarpt på fremtidens sundhedsvæsen set med forskernes briller

Tid: Onsdag den 25. april 2018, kl. 10.30 - 16.30.

Sted: Forskerparken 10 G, 5230 Odense M.

Pris: Gratis - men tilmelding er nødvendig senest 23. april 2018. kl. 15.

Målgruppe: Alle med interesse for det danske sundhedsvæsen. Både personer med sundhedsprofessionel baggrund, udviklingskonsulenter, leverandører til sundhedsområdet og personer med en almen interesse i sundhedsområdet.

Tilmeld dig ved at klikke på dette link.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Om selve dagen

Tre kompetente forskere tager hver i sær pulsen på det danske sundhedsvæsen og kommer med deres bud på hvor sundhedsvæsenet bevæger sig hen.

Ole Sonne indleder med et oplæg, som introducerer hvordan stamceller, elektronik, nanoteknologi og DNA sekvensering spiller en stadig større rolle i det danske sundhedsvæsen.

Men hvordan håndteres alle disse nye teknologier af brugerne? Det giver Mads Dahl sit bud på når han sætter fokus på den digitale dannelse for sundhedsprofessionelle og hvordan de navigerer i et stadig mere teknologibaseret arbejdsmiljø.

Dagen rundes af med et oplæg fra Jørgen T. Lauridsen om social ulighed i sundhed og hvilken rolle teknologien har i at forbedre eller forringe uligheden i sundhed.

Undervejs er der rig mulighed for at stille spørgsmål til forskerne og gå på opdagelse i Syddansk Sundhedsinnovations faciliteter, som blandt andet huser en prototype af den kommende patientstue på Nyt OUH.

Program den 25. april 2018

10:30 – 12:00 Nye behandlingsformer i nærmeste fremtid v/ Ole Sonne, Aarhus Universitet.

12:00 – 13:00 Networking og Kaffe

13:00 – 14:30 Digital dannelse for sundhedsprofessionelle v/ Mads Dahl, Aarhus Universitet.

14:30 – 15:00 Networking og Kaffe

15:00 – 16:30 Hvorfor er der så stor social ulighed i sundhed i Danmark? v/ Jørgen T. Lauridsen, SDU.

Læs mere om de 3 oplægsholdere

Nye behandlingsformer i nærmeste fremtid - Ole Sonne

Forskning og innovation brager derudaf. Hvad, kan vi forvente, bliver omsat til praktiske diagnose- og behandlingsmuligheder i nærmeste fremtid?
Foredraget er ikke science fiction, men Ole Sonnes bud på det muliges kunst i nærmeste fremtid. Det vil sige, hvordan implementerer igangværende forsøg stamceller, elektronik, nanoteknologi og robotter. Kan vi lave nye organer ud fra stamceller? Eller skal vi i stedet bruge et mekanisk hjerte?

Inden for diagnosticering kan vi analysere mere og mere, men vil DNA-sekventering give et meningsfyldt diagnosegrundlag? Og ønsker patienten at få at vide hun vil dø af cancer som 23-årig?

Læs mere om Ole Sonne.

Digital dannelse for sundhedsprofessionelle - Mads Dahl

Hvordan ser det ud med den digitale dannelse blandt sundhedsprofessionelle? I en faglig betydning omtales dannelse ofte som det, der er blevet tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Dannelse er således de tillærte evner, kompetencer og færdigheder, vi tager med videre og gør brug af i det daglige.

Den gennemsnitlige sundhedsprofessionelle medarbejder står i dag med hundredvis af teknologier, applikationer, systemer, terminologier og krav om anvendelse af disse. Den digitale dannelse kommer således til syne i hverdagens arbejde og pligter, men er der steder, hvor vi kunne gøre det bedre? Har vi de rette holdninger, kompetencer, hensyn og diskussioner herom? Har vi glemt, hvad vi har lært, eller har vi aldrig lært det?

Læs mere om Mads Dahl.

Hvorfor er der så stor social ulighed i sundhed i Danmark? - Jørgen T Lauridsen

Danmark er et økonomisk og socialt meget lige land, hvor alle har fri og lige adgang til sundhedsydelser og behandling. Alligevel har vi en meget høj social ulighed i sundhed.

Jørgen giver en generel introduktion til ulighed i sundhed og forbrug af ydelser, årsager til ulighed, mulige indsatser, som afsæt for en diskussion om, hvorfor formelle muligheder for udsatte borgere ikke er det samme som reelle muligheder. Der perspektiveres undervejs til hvordan teknologien påvirker uligheden i det danske sundhedsvæsen.

Læs mere om Jørgen T Lauridsen.









Kontakt
Eventkonsulent
Katrine Maruri
+45 2167 3071
kmz@rsyd.dk

Innovationskonsulent
Jonas Drefeld
+45 3056 1066
Jonas.Drefeld@rsyd.dk