Innovation ”nedefra og op” – når innovation kobles til konkrete problemer

25 nye innovationsagenter er klar til at bringe arbejdet med brugerinddragelse og innovation ind i deres daglige virke på sygehusene, i psykiatrien og på socialområdet

På uddannelsens sidste dag den 22. marts 2018 præsenterede de nye innovationsagenter deres projekter for hinanden og deres ledere.

Bedre arbejdsgange og mindre ventetid i forbindelse med telefonkonsultationer

Lone Rude er sygeplejerske på Ortopædkirurgisk ambulatorium på Odense Universitetshospital. Hun fortæller, at hendes projekt udspringer af, at telefonkonsultationer fra patienter, pårørende og primær sektor omkring sundhedsfaglige spørgsmål, ofte indebærer meget spildtid og mange forstyrrelser.

Når fx en patient eller hjemmesygeplejerske ringer til Ortopædkirurgisk ambulatorie og ikke træffer den rette sygeplejerske, skriver sekretæren en fysisk telefonseddel, som afleveres på sygeplejekontoret hvor den afhentes af sygeplejersken. Det er en tung proces, hvor alle spilder tid.

Lone Rude forklarer,

- Med projektet har jeg udviklet en ny måde at bruge Cosmic på. Så nu kan afdelingen kommunikere elektronisk omkring telefonopkald. Det sikrer hurtigere respons og meget større fleksibilitet til glæde for både patienter og personale.

- Vi har implementeret løsningen med stor succes. Og endnu bedre er det, at løsningen kan skaleres så mange andre afdelinger vil kunne få glæde af løsningen.

Lone Rude har været glad for uddannelsesforløbet:

- Innovationsagent uddannelsen har givet mig viden om innovative processer, der med brugerinddragelse førte til nytænkning og ideer, som kunne føres ud i vores praksis til gavn for mange.

Også Lone Rudes leder afdelingssygeplejerske Gerda Kruse-Andersen er tilfreds med at have haft en medarbejder på uddannelse. Hun forklarer, at innovationsuddannelsen har givet Lone viden og redskaber til at løse en problemstilling, som afdelingen har stået med i mange år og videre, at

- Projektet er godt gennemarbejdet og med en stor brugerinddragelse. Det har været en fornøjelse at følge processen, og den har været med til at sætte gang i mange gode refleksioner blandt kollegaerne og hos mig som leder. Innovationsuddannelsen er meget relevant i forhold til de løbende omstruktureringer, som er en del af vores hverdag.

 

Patienters spisesituationen

Også Christine Marie Olofsen, som er sygeplejerske på Hjertesygdomme, Sygehus Sønderjylland har haft gavn af uddannelsesforløbet.

Christine Marie Olofsens projekt havde fokus på ernæring til indlagte patienter.

I uddannelsesforløbet har hun fået indsigt i, at problemstilingen omkring ernæring i høj grad handlede om manglende viden hos patienterne, hvilket ikke var noget patienterne var bevidste om. Christine fandt også at patienterne efterspurgte, at der blev taget hensyn til deres individuelle behov og evner i spisesituationen. Noget som vil være med til at højne kvaliteten af ernæringsindsatsen.

- Vi ved, at mange patienter ikke får tilstrækkelig ernæring under indlæggelsen. Så for at øge fokus og viden på området, har jeg sammen med diætister udviklet en pjece til patienterne med råd om hensigtsmæssig mad og drikke i forbindelse med deres sygdom. Denne pjece kan personalet så arbejde videre ud fra.

Det er planen, at patienterne skal kunne finde pjecen med de gode råd både i afdelingen, på hjemmesiden og i 'Mit Forløb appen i Region Syddanmark'.

Christine ønsker også at udvikle et visuelt samtaleredskab til patienter og sygeplejersker, som kan understøtte, at patienterne bliver mere aktive i valget af hvad, hvor og hvornår de vil spise hvilket støtter Sygehus Sønderjyllands bespisningskoncept. Redskabet skal hænge synligt for derved at skabe fokus på den vigtige spisesituation.

- Jeg håber, at jeg kan indlede et samarbejde med Lærings- og Forskningshuset på Sygehus Sønderjylland så idéen med et visuelt samtaleredskab kan videreudvikles, slutter Christine Marie Olofsen.

Regionens korps af innovationsagenter understøtter Region Syddanmark Innovationsstrategi

Region Syddanmark råder nu over i alt 155 innovationsagenter fordelt på sygehuse, i psykiatrien og det sociale område.

Innovationsagenterne vil være centrale spillere, når det handler om at gøre Region Syddanmarks innovationsstrategi til virkelighed.

De er nemlig i stand til at integrere brugerinddragelse og innovation i det daglige arbejde og kan dermed være med til at løse problemer og skabe udvikling. De står inde for en ”nedefra og op” tankegang, så innovation kobles til konkrete problemer og bidrager til at skabe værdi for borgere, patienter, pårørende, og for personalets muligheder for løse deres opgaver.

Udgangspunkt i en problemstilling fra virkeligheden

Inden deltagerne mødte op til første uddannelsesdag udvalgte de, sammen med deres leder, en konkret udfordring eller problemstilling fra egen praksis.

- Det er vigtigt, at lederen er inde over, så de løsninger, som deltagerne udvikler implementeres, forklarer Randi Lehmann Boesen, innovationskonsulent og underviser på uddannelsen. 

155 innovationsagenter i Region Syddanmark

Det er sjette gang, at Syddansk Sundhedsinnovation og Koncern HR Personaleudvikling, Region Syddanmark har gennemført innovationsagentuddannelsen.

Uddannelsen strækker sig over seks undervisningsdage med ca. en måneds mellemrum og består af workshops, etablering af netværk og mulighed for faglig opsamling med spredning af erfaringer.



Projekter i 2018
Projekter i 2018 - opsamling



Kontakt
Innovationskonsulent
Randi Lehmann Boesen
+45 3027 2620
Randi.Lehmann.Boesen@rsyd.dk

Innovationskonsulent
Louise Linaa
+45 2496 5603
Louise.Linaa@rsyd.dk