Test af teknologi til kortlægning af fysisk aktivitetsniveau for hofteopererede patienter

Nyt projekt i CoLab Plug & Play undersøger mulighederne for at anvende teknologi til at kortlægge fysisk aktivitetsniveau i hverdagen, som klinisk opfølgning på hofteopererede patienter efter hjemsendelse fra sygehuset.

Projektet fungerer som en forundersøgelse og valideringstest af løsninger, der kan bruges til at måle fysisk aktivitet på hofteopererede patienter, efter hjemsendelse fra sygehuset i både et kortsigtet og langsigtet perspektiv.

Baggrund for projektet

På trods af succesfulde kirurgiske procedurer og operationer for slidgigt i hoften, udviser patienter efter hofteoperation vedvarende nedsat fysisk funktion og aktivitet i hverdagen.

Genoptræning efter en hofteoperation starter umiddelbart efter operationen, og det er derfor altafgørende, at træningsøvelser overholdes og fysisk aktivitet tilskyndes fra start.

Da disse patienter også er i risikogruppen for at udvikle livsstilssygdomme, der kan relateres til et lavt fysisk aktivitetsniveau, vil projektets perspektiver ikke udelukkende begrænse sig til postoperative gener, men har også et tværsektorielt potentiale i forhold til målrettet opfølgning, forebyggelse og tidlig indsats i forhold til livsstilsygdomme.

- Problemet er relativt omfattende, da 15-30 % af alle hofteopererede patienter rapporterer ’begrænset tilfredshed’ med resultaterne. Der er derfor behov for objektive metoder, der kan måle fysisk aktivitetsniveau i hverdagen, således patienter der ikke opnår et tilfredsstillende resultat kan identificeres, forklarer Anders Holsgaard Larsen, Associate Professor, MSc, PhD

Samarbejdspartnere

  • Ortopædkirurgisk Forskningsenheden ved OUH
  • Odense Kommune
  • CoLab Odense
  • Timik
  • Welfare Tech.

Hvis man skulle have et produkt eller kendskab til et produkt, der kunne være relevant for projektet, er man velkommen til at kontakte projektleder Solvej Mathiesen på solvej.mathiesen@rsyd.dk eller tlf. +45 2434 6414.



Kontakt
Teknisk projektleder
Solvej Mathiesen
+45 2434 6414
Solvej.Mathiesen@rsyd.dk