Hvordan kan vi bruge teknologiske løsninger til at nedbringe tvang?

Nedbringelse af tvang er på den nationale dagsorden og der er mange metoder i brug, men vi er ikke i mål og derfor er vi nødt til at afprøve flere løsninger

Samspil mellem psykiatri og teknik

Vi er nødt til at bringe teknikken i spil, sagde lægefaglig direktør for Psykiatrien i Syddanmark Anders Meinert Pedersen i sin åbningstale og han opfordrede til at lade de to områder, psykiatri og teknik, inspirere hinanden i løbet af dagen.

En af os

Som indflyvning til emnet fortalte en tidligere patient og nu ambassadør i EN AF OS, Vibeke Andersen om sit liv med psykisk sygdom.

Vibeke gav en stærk fortælling om sine oplevelser, der indebar tvang i forhold til at spise, drikke og blive medicineret af 4-5 personaler, der mødte op på stuen samtidigt.

- Tvangen sad i kroppen flere uger efter jeg havde været indlagt, fortalte hun.

Løsninger på vej

Tre inspirationsoplæg præsenterede teknologiske løsninger på vej, som kan være med til at nedbringe tvang. For dem alle gælder, at de skal videreudvikles og at der skal arbejdes med evidens for løsningerne.

Specialkonsulent Johan Rasmussen fra Telepsykiatrisk Center og stud.psyk. Magnus Omdahl fortalte om brug af Virtual Reality (VR) i psykiatrien og de muligheder der er for at reducere tvang. 

Fysioterapeut Søren Würtz fra PreCure præsenterede løsningen sMEG. Et systemet, der måler på de elektriske spændinger lige under huden. De data, der genereres kan måske være med til at nedbringe tvang.

Det hollandske firma Recornect, præsenterede en platform, der blandt andet kan medvirke til at forebygge genindlæggelse.

Ideer til nye løsninger

Ved workshoppen efter frokosten generede deltagerne konkrete ideer til teknologiske løsninger, der kan være med til at nedbringe tvang.

Ideerne bliver samlet i et idekatalog, der præsenteres på Teknologirådet i Psykiatrien i Syddanmark allerede den 21. november 2018. Det forventes, at en eller flere ideer bliver til projekter.

61 deltagere i form af klinikere fra både Syddanmark, Midt og Hovedstaden var mødt op til workshoppen den 14. november 2018 i Syddansk Sundhedsinnovatio.

Der er lagt op til, at workshoppen bliver en flertrinsraket, med flere workshops, hvor vi også inviterer politiet, patienterne m.fl. ind til idegenerering.



Kontakt
Konsulent
Linda Justi
+45 2920 1187
linda.justi@rsyd.dk