Fokus på patienten i fremtidens sundhedsvæsen - WHINN 2018

Eksperter stillede skarpt på fremtidens sundhedsvæsen og på de patienter, som sundhedsvæsenet skal møde med respekt og empati

Vis interesse og begejstring

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø lagde ud med et oplæg om hvad der karakteriserer fremtidens patienter set med fremtidsforskerens briller. Ifølge Liselotte Lyngsø gør flere forhold sig gældende.

Fremtidens patienter er oplyste, de er uafhængige og de ser også sig selv som forbrugere af sundhed. De har stærke meninger om hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes og de forholder sig til deres egen trivsel og sundhed. Og måske vigtigst af alt, så har de et hjemmevant forhold til alle typer af teknologier. Samlet betyder disse karakteristika, at fremtidens patienter forventer, at sundhedsprofessionelle informerer og involverer dem i den behandling og pleje de modtager.

Liselotte Lyngsø mener, at læger og sygeplejesker bør forholde sig åbne i mødet med fremtidens patienter. De bør tage fremtidsforskerens briller på og ikke som udgangspunkt diskutere patienters ideer og synspunkter, men møde dem med en tilgang af oprigtig interesse.

Sundhedsvæsenet er som et økosystem

Chris Lawer har gennem mange år arbejdet med at udvikle en model, der ser sundhedsvæsenet som et økosystem påvirket og influeret af mange andre faktorer end fysisk sygdom.

Ifølge Chris Lawer gør økosystem-tilgangen det muligt at adressere eventuelle komplekse og dybereliggende årsager og sammenhænge, der kan ligge bag patientens sygdomsbillede. Han mener, at et sådant helhedsbillede i sidste ende giver mere værdi for pengene og kan være med til at forbedre kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelse.

Med baggrund i patientcases om blandt andet kronisk smerte, som traditionelt behandles med smertestillende, fik deltagerne vist hvordan modellen visualiserer et helhedsbillede over patientens situation, der også involverer faktorer som arbejde, mentale forhold og baggrund.

Region Syddanmark er i fuld gang med patientinddragelse

Cases fra Psykiatrien i Region Syddanmark, Sygehus Lillebælt og Sygehus Sønderjylland viser, at regionen er i fuld gang med at sætte patienten i fokus gennem brugerinddragelse og co creation. Men der er også enighed om, at arbejdet med patientinddragelse fortsætter for at skabe den patient empowerment, som fremtidens sundhedsvæsen har så meget brug for.

I psykiatrien har man fx virkeligt gode erfaringer med at involvere mere end 250 unge fra folkeskoler, gymnasier, erhvervsskoler, produktionsskoler og efterskoler i udviklingen af Mindhelper.dk et website om mental sundhed målrettet unge i alderen 13-20 år.

Eva Nielsen, sygeplejefaglig direktør på Sygehus Sønderjylland præsenterede to cases fra klinikken og diskuterede blandt andet det skifte, der er sket i den måde hvorpå man møder patienten i dag sammenlignet med tidligere. 

Dagen sluttede med en co creation workshop, hvor deltagerne fik en hands on fornemmelse af hvordan man kan idégenerere, brugerinddrage og udvikle nye sundhedsløsninger.



Kontakt
Specialkonsulent
Carina Lykke Johannessen
+45 3050 7525
Carina.Lykke.Johannessen@rsyd.dk