Go to top

Vi skaber innovative løsninger til hverdagen

Nysgerrig på fremtidens sundhedsvæsen

Mere end 140 mennesker på tværs af kommuner, sygehuse, almen praksis og patientforeninger var mødt op hos Syddansk Sundhedsinnovation, Odense, for at blive klogere på, hvilken rolle data spiller i fremtidens sundhedsvæsen

Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark, bød velkommen og lagde blandt andet vægt på trygheden ved at dele data, samt at

- Vi skal være ambitiøse og visionære når vi taler om digitalisering, for det er en afgørende faktor for at fremtidssikre det nære sundhedsvæsen.

Datadrevet personlig sundhed

Bogi Eliasen fra Instituttet for Fremtidsforskning sendte deltagerne på en tour de force gennem muligheder og udfordringer for datadreven personlig sundhed, som allerede er i gang med at blive en integreret del af fremtidens sundhedsvæsen.

Bogi Eliasen fastslog, at det at forholde sig til fremtidens sundhedsvæsen ikke handler om at kigge i en krystalkugle. Det handler om at forholde sig til en række megatrends, som har vist deres ’værd’ gennem mere end 10 år.

Når vi taler om data, tænker de fleste af os på sundhedsdata, altså de patientdata, som produceres i det offentlige sundhedsvæsen.

Men ifølge Bogi Eliasen findes der i dag mange andre data, fx de uendelige mængder dynamiske adfærdsdata, som vi alle genererer fra fx vores smartphones og som automatisk loades op i skyen – til gavn for Facebook og Google. På den måde bliver oprindeligt private, individualiserede data til kommercielle data af meget varierende kvaliteten.

Det handler om deling af data

Data som ikke kan eller må deles har ingen værdi. Der er dog én udfordring når vi taler om deling af data. Bogi Eliasen forklarer,

- Vi er nødt til at etablere standarder for deling af data. Mange aktører, offentlige og private, opsamler data i hver deres system. Det er en udfordring, som skal løses, hvis data skal kunne deles til gavn for patienter og borgere.

Standarder skal sætte rammerne for adgang, kontrol, overvågning, ejerskab og anvendelighed af data, så det bliver let og attraktivt for alle parter at dele data. Dette også for at imødekomme de borgere, som er bekymret for, hvor deres data ender.

Morten Freil, direktør for Danske Patienter, er enig i, at data er til for at blive delt. Han forklarer,

- Borgerne ønsker, at deres data deles på tværs af sektorer, også almen praksis, ja, de forventer det, og forklarer videre, at

- Data og teknologi skal understøtte, at der skabes sammenhæng for patienten.

Fan af data

Også Jens Søndergaard, der er professor og forskningsleder ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Syddansk Universitet, er fan af data. Jens Søndergaard beskrev i sit indlæg, hvordan Danmark har fantastiske data, som kan kobles sammen på kryds og tværs:

- Vores data kan bruges til at aflive myter, som vi så det tilbage i 1998, da et dansk studie kunne aflive myten om, at MFR-vaccinen intet har at gøre med autisme.

Jens Søndergaard mener, at

- Hvis vi bruger data korrekt, kan vi give patienterne en bedre behandling.

De ulemper, der er ved data - at de kan tage opmærksomhed fra patienten, at nogle patienter er bekymret for deres data og at mange data er uforståelige og uoverskuelige, langt opvejes af fordelene.

Morgendagens sundhedsvæsen fremfor fremtidens

Med indlægget fra Claus Færch, afdelingschef for Telepsykiatrisk Center, Odense, fik deltagerne en række eksempler på velafprøvede teknologier, som er i drift.

Blandt andet er videokonsultation et fast tilbud i Telepsykiatrisk Center. Dermed kan fx patienter med angst undgå at møde op i ambulatoriet, og overgangen fra sygehusbehandling til hjemmet kan lettes fordi videokonsultation gør det muligt at opretholde hyppigere kontakt i starten.

Også appløsninger bruges i Telepsykiatrisk Center.

For at sikre fagligt valide og kvalitetssikrede apps målrettet borgere med psykiske vanskeligheder, har et tværfagligt netværk af jurister, behandlere, udviklere og patienter udviklet værkøjet Apptjekkeren, som i dag bruges til at tjekke apps, inden de lægges på sitet MindApps.dk. Begge er frit tilgængelige, hvis man gerne vil sikre sig i forhold til datasikkerhed og klinisk kvalitet.

Claus Færch forklarer, at video, apps og hjemmesider er lavpraktiske løsninger, som umiddelbart kan tages i brug

- Vi bruger fx appløsninger til digital selv-monitorering.

Data-dreven sundhed med Watson

Anders Quitzau, innovationdirektør, IBM, fortalte om IBM’s Watson Health Platform - et klinisk beslutningsværktøj. Watson er en kunstig intelligens, der kan overskue enorme mængder data på kort tid. Der kan være en tendens til, at man tror, at kunstig intelligens på sigt kommer til at overtage klinikernes arbejde, men reelt er det en støtte til at kunne stille den korrekte diagnose.

Med en sundhedsøkonoms briller

Professor Kjeld Møller Pedersen var dagens sidste oplægsholder. Men sundhedsøkonomens briller stillede han skarpt på, hvor moden de nye teknologier er. Han er således kritisk i forhold til, om de nye teknologier reelt erstatter eller supplerer behandling, som vi kender det i dag. For hvis de kun supplerer, er resultatet samlet set, at behandlingen bliver dyrere, når der er ny teknologi involveret.

Åndehuller med Klaustrofobiske kosmonauter

Afslutningsvis spillede skuespillerne fra De Klaustrofobiske Kosmonauter en række situationer igennem med konferencedeltagerne som flittige indholdsleverandører. Vi var for eksempel på skadestuen, hvor to portører skulle lægge en mand op i en seng. Detaljen var, at skuespillernes arme blev styret af to deltagere fra salen. Man jonglerede med forskellige stilarter som musical, gyser og Morten Korch foruden flere varianter af sindsstemninger, angst, glæde og vrede.

 

 

 

Billeder