Telemedicinsk løsning til borgerne med KOL (MaTIS-projekt)

Kommunerne og Region Syddanmark skaber forudsætningerne for telemedicinsk hjemmemonitorering til borgere med KOL

- PROJEKTET ER AFSLUTTET

Med økonomiaftalerne for 2016 aftalte Regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, at telemedicinsk hjemmemonitorering skal være et tilbud til borgere med KOL i hele landet inden udgangen af 2019.

Modning af telemedicinsk infrastruktur - MaTIS

En væsentlig forudsætning for telemedicinske hjemmemonitoreringsløsninger er, at den nødvendige infrastruktur er på plads. Infrastrukturen betegner den fælles it-tekniske løsning, der gør det muligt at dele data på tværs af kommuner, almen praksis og sygehus.

Det var baggrunden for, at Region Syddanmark sammen med Esbjerg Kommune, MedCom (projektleder) og Sundhedsdatastyrelsen (projektejer) indgik en samarbejdsaftale om at afprøve infrastrukturen i det såkaldte MaTIS-projekt (Modning af Telemedicinsk InfraStruktur).

MaTIS-projektet er et af fire forudsætningsprojekter, som skal sikre, at de eksisterende it-komponenter er tilstrækkeligt robuste til at understøtte drift i stor skala, at den tilhørende dokumentation har en høj kvalitet, og at der er etableret en drifts- og servicefunktion, som kan besvare og afhjælpe eventuelle spørgsmål og problemer med den daglige drift.

Konkret blev der gennemført en afprøvning af opsamling af måledata og spørgeskemaer, som kan anvendes i it-fagsystemerne; elektronisk patientjournal (EPJ), elektronisk omsorgsjournal (EOJ) og Lægepraksissystem (LPS). Projektet koordineres i tæt samspil med Odense Universitetshospital, som er systemejer på Region Syddanmarks EPJ-system, COSMIC.

Infrastrukturen er en fælles teknisk løsning til at dele data på tværs af aktørerne og understøtter at landsdelsprogrammerne, i et samarbejde med leverandørerne, kan målrette deres ressourcer til at etablere de brugerrettede telemedicinske løsninger og ikke behøver at kende alle detaljer i hvordan den grundlæggende tekniske løsning til deling af data fungerer.

Der blev overordnet gennemført følgende aktiviteter: 1) Teknisk afprøvning 2) Sundhedsfaglig afprøvning samt 3) Test og certificering.

Ved en afslutningskonference den 5. april 2017 præsenteres resultaterne af MaTIS

Baggrund

Nationalt er arbejdet organiseret i en national fællesoffentlig porteføljestyregruppe under ledelse af et regionalt/kommunalt formandskab samt i fem landsdelsprogrammer, et for hver region med tilhørende kommuner og praktiserende læger, der står for den landsdækkende udbredelse.
Porteføljegruppen er ansvarlig for at monitorere udvikling og fremdrift i de enkelte landsdelsprogrammer samt at koordinere fire nationale forudsætningsprojekter:

Modning af infrastruktur (MaTIS): Afprøvning og sikring af produktionsmodning af infrastrukturens forskellige elementer, så den kan tages i brug i de lokale telemedicinske løsninger i landsdelsprogrammerne.

Sundhedsfaglige retningslinjer: Udarbejdelse af vejledende sundhedsfaglige retningslinjer for inklusion af borgere til telemedicin. Projektet skal desuden sikre standardisering af det telemedicinske indhold i udbredelsen.

Service- og logistikfunktioner: Tværregionalt/tværkommunalt forudsætningsprojekt med henblik på etablering af nødvendige service- og logistikfunktioner.

Beregning af ny business case: Med udgangspunkt i ny forskningsdata, der er blevet tilgængelig, beregnes en revideret business case.

Læs mere om de nationale forudsætningsprojekter.

MÅL

Projektets overordnede mål er at kunne tilbyde alle relevante borgere i Danmark med KOL et tilbud om telemedicinsk hjemmemonitorering, således at de inddrages mere aktivt i eget behandlingsforløb og klædes på til at mestre egen sundhed.

Syddansk Sundhedsinnovations rolle

Region Syddanmark ved Syddansk Sundhedsinnovation havde i MaTIS-projektet følgende opgaver

  • ansvaret for den sundhedsfaglige afprøvning og ansvarlig for at indgå de nødvendige aftaler/kontrakter med leverandørerne af EPJ og LPS i forbindelse med den tekniske afprøvning
  • udarbejdelse af rapport, som beskriver resultatet af den sundhedsfaglige afprøvning.

FAKTA

Projektperiode: 1.8.2016 – 1.4.2017
Finansiering: Digitaliseringstyrelsen
Budget: Den samlede projektsum er 1 mio. kr.

Partnere

  • Esbjerg Kommune
  • MedCom (projektleder)
  • Sundhedsdatastyrelsen
  • Region Syddanmark – Odense Universitetshospital, CoLab Plug & Play.





Kontakt
It-projektleder
Anna-Britt Krog
+45 3043 3172
anna-britt.krog@rsyd.dk

Projektleder
Lise Døj-Bendixen
+45 2484 4352
LDOJ@rsyd.dk