Genoptræn.dk - en virtuel genoptræningsportal

Idéen kom fra kommunerne: Lad borgerne genoptræne derhjemme med høj kvalitet når det passer dem bedst - og lad dem bruge deres egen mobil eller tablet. Det giver mening i en travl hverdag

I samarbejde med kommunerne har Syddansk Sundhedsinnovation udviklet en genoptræningsportal, som efterkommer kommunernes ønsker. Resultatet er genoptræn.dk

Genoptræn.dk – træn når og hvor du vil!

Genoptræn.dk er en virtuel genoptræningsportal, som gør genoptræning sjov, nem og fleksibel. Den understøtter patient empowerment, ved at borgere i højere grad kan tage ansvar for egen træning, med hjælp fra et produkt, som skal højne kvaliteten i hjemmetræningen.

På en enkel, konkret og brugervenlig måde udnyttes potentialet i mobilteknologi indenfor sundhedssektoren. Hvis borgeren ikke har smartphone eller tablet, kan de benytte Genoptræn.dk via en hjemmeside.

Genoptræn.dk skal ikke ses som en erstatning for den personlige kontakt med terapeuten, men som et understøttende redskab til genoptræningsforløbet og et alternativ til de udleverede pjecer.

Fakta om Genoptræn.dk

Som ved al anden teknologi sker der løbende udvikling. Selvom produktet fungerer finder brugerne hurtigt forbedringsmuligheder, ligesom de opdager mangler. Fordelen ved Genoptræn.dk er, at der arbejdes med høj grad af brugerinddragelse, hvilket gør vejen fra idé til handling kort.

Genoptræn.dk er udviklet i et samarbejde mellem Odense- og Sønderborg kommune og Syddansk Sundhedsinnovation.

Portalen har været i drift siden 2012 og er løbende blevet udviklet og forbedret, ligesom nye øvelser er tilføjet på baggrund af feedback fra terapeuter og borgere.

Der findes aktuelt mere end 500 video-øvelser, og flere følger. Videoerne er udvalgt på baggrund af et behov i både primær- og sekundærsektoren, og der findes øvelser til en bred vifte af patientkategorier, herunder kronisk obstruktiv lungelidelse, nakke, skulder, ryg, hofte, knæ og ankel.