Dialyseafdelinger med god atmosfære

Dialyseafdelingerne på Fredericia Sygehus flytter til Kolding Sygehus og skal i den forbindelse revurdere deres arbejdsgange, organisering og fysiske indretning

- PROJEKTET ER AFSLUTTET

Et arbejde skal føre til mere imødekommende og veldesignede omgivelser, som støtter op om det faglige og professionelle miljø på afdelingen. Og som tilgodeser, at dialysepatienternes hverdag hænger bedst muligt sammen.

Parallelt med planlægningen af den nye dialyse på Kolding Sygehus, udførte medarbejdere fra Syddansk Sundhedsinnovation en mindre undersøgelse af afdelingens rytme og struktur hvor dele af patienternes og medarbejdernes behov blev afdækket. Arbejdsgange blev observeret og beskrevet. Og både patienter og personale blev interviewet. Alt sammen med det formål at få er klart billede af hvordan hverdagen former sig for en patient i dialysebehandling og for personalet.

En arbejdsdag i dialyse

Dialysepatienter bruger rigtig meget tid på afdelingen. Det er almindeligt, at dialysepatienter bruger en stor del af dagen, en arbejdsdag, som mange kalder det. Et væsentligt tema i udviklingen af en ny dialyseafdeling er derfor også at konkretisere, hvordan ventetiden for patienterne kan gøres kort og meningsfuld.

Resultaterne fra det samlede feltarbejde er beskrevet i en designguide.

Dialyseafdelingen havde forinden med inddragelse af en patientrepræsentant og i samarbejde med Projektafdelingen på Kolding Sygehus defineret behov for multiudnyttelse af rum og en afhospitaliseret atmosfære på afdelingen. Designguiden beskriver blandt andet konkrete forslag til hvordan rummene i dialyseafdelingen på Sygehus Lillebælt kan disponeres, så de bliver mere fleksible i forhold til forskellige behov. Og hvordan ventetiden for patienterne kan håndteres bedst muligt.

Den videre proces

Designguiden er overdraget til afdelingen, som i samarbejde med rådgiverne har udarbejdet en planløsning for deres afdeling.