Den Digitale Landevej - Understøtter borgernes digitale rettigheder

Med projektet ”Den Digitale Landevej” satte parterne bag projektet fokus på at skabe en digital infrastruktur, så borgere i alle hjørner af regionen kan udnytte og få gavn af ”Digitale Borgerløsninger"

- PROJEKTET ER AFSLUTTET OKTOBER 2017

”Den Digitale Landevej” var et tværsektorielt projekt i samarbejde med Esbjerg Kommune, Vejen Kommune, Aabenraa Kommune, Varde Kommune, Odense Kommune, Sygehus Lillebælt (SLB), Sygehus Sønderjylland (SHS), Sydvestjysk Sygehus (SVS), Odense Universitetshospital (OUH), Psykiatrien, Region Syddanmark og den private part Next Step Citizen.

Projektet havde til formål at skabe en digital infrastruktur, der gør det muligt for alle borgere i alle hjørner af regionen at udnytte og få gavn af digitale borgerløsninger.

Understøtter borgernes digitale rettigheder

Den Digitale Landevej var tæt koblet til sundhedsaftalerne og de visioner, som aftalerne beskriver:

  • Sundhed gennem et rehabiliterende samarbejde med borgeren
  • Sundhed for alle
  • Sundhed med sammenhæng.

Ved at skabe en infrastruktur for digitale borgerløsninger, skaber man samtidig en del af det fundament, der gør ovenstående muligt. Samtidig understøttede projektet princippet om at udnytte Syddanmarks styrkeposition på det velfærdsteknologiske område. I sundhedsaftalerne står der helt konkret, at ”Der skal sigtes imod bæredygtige rammebetingelser for udvikling og implementering af digitale borgerløsninger. Heri indgår inddragelse af borgenes eget udstyr i videst muligt omfang.”

Baggrund

Baggrunden for projektet var, at

  • Drift og udbredelse af digitale borgerløsninger i storskala er en udfordring
  • Dårlige netforbindelser gør det vanskeligt at anvende video i det omfang man ønsker
  • Dataopsamling fra måleudstyr i hjemmet er en udfordring
  • Det er i dag vanskeligt at bruge borgerens eget udstyr til digitale borgerløsninger.

Formålet med projektet var at gøre det lettere og billigere at udvikle, drifte, implementere og anvende digitale borgerløsninger.

Satsning på digitale borgerløsninger

Der sker i dag flere forsøg med digitale borgerløsninger indenfor en række felter, og med projektet ”Den Digitale Landevej” havde parterne bag projektet specielt fokus på skalering og udbredelse af afprøvede løsninger.